Alle sejl er sat

God sæson på Anholt - trods alt

End ikke Anholt kan prale af, at sommeren har været god. Men alligevel kommer øen i Kattegat nu stærkt igen:

”Eftersæsonen har rettet fint op på en sommersæson, hvor vi ikke nåede helt samme antal anløb som sidste år, så nu tyder alt på, at vi når pænt i mål”, siger Anholts havnefoged Klaus Jensen.

Anholt har ellers sat alle sejl til for at forkæle sejlerfolket i år. Ikke mindst vækker populære hæk-fortøjningsbøjer fortsat begejstring blandt sejlerne. Hæk-fortøjningsbøjer er en luksus, man ikke møder i alle havne.

”Vi har fået rigtig mange positive tilkendegivelser om vores fortøjningsbøjer, som sikrer en nem og stabil fortøjning”, fortæller Klaus Jensen.

Han har tilmed udvidet havnens i forvejen gode service for at markedsføre de effektive fortøjninger lidt ekstra:

”På de tider af dagen, hvor vi får flest anløb, er vi i en gummibåd sejlet ud og har modtaget sejlerne ude i havnebassinet. Vi guider dem på plads og hjælper med agterfortøjningen, så mandskabet om bord kan koncentrere sig om fortøjningen til kajen. ”Det er mange glade for – og det betyder, at vi får havnen ”pakket” på den rigtige måde”, siger Klaus Jensen.

Naturen leverer det varme vand

Blandt andre fornyelser på Anholt Havn i år kan nævnes, at Sailor House er blevet moderniseret med solceller, så det nu er naturen, der leverer det varme vand til sejlerfolket.

Desuden er der anlagt en ’krabbebro’, som især har været et hit blandt de yngste turister på Anholt i denne sæson.