Skip to main content

Kategori:

Dato: 17 maj, 2022

Læsetid: 1:40 min


Anlægsarbejde

Anlægsarbejde og forberedelse til bedre plads

Stigende efterspørgsel og Anholts popularitet blandt sejlerfolket resulterer i perioder i spidsbelastninger. Som hos mange andre lystbådehavne oplever havnefoged Klaus Jensen på Anholt god aktivitet i havnen. Dette inklusive anløb af flere, større både. Det forsøger havnen nu at imødekomme ved at investere i en ny anlægsbro.

”Man skal have en god oplevelse, når man anløber Anholt Havn – uanset højsæson og størrelse på båden”, fremhæver Klaus Jensen.

“Med det her nye tiltag ønsker vi at imødese både de mindre lystbåde, som gerne vil nyde udsigten og se havnen fra båden samt de store både, som har brug for mere plads. Vores hensigt er, at denne nye bro kan blive en reservationsbro for de store både.”

Kapaciteten øges ikke – men oplevelsen af plads optimeres

Klaus Jensen fremhæver, at der ikke er tale om øget kapacitet men derimod omrokering for at kunne give sejlerne den bedst mulige oplevelse. Havnen er opmærksom på, at der skal være plads det hyggelige sejlermiljø med respekt og hensyn til, at havnen skal rumme alle typer både. På sigt har Anholt Havn yderligere planer om at bygge en tværmole, der kan yde optimale læ forhold i havnens yderbassin, hvor broen anlægges.

På billederne ses entreprenørerne i gang med de indledende forberedelser, hvor blandt andet pælene til broen nedrammes.

Forberedes til sæson 2023

Selvom arbejdet allerede er påbegyndt, og nogle måske allerede glæder sig til muligheden, er det dog en lang proces at færdiggøre hele projektet. Det betyder, at den nye flydebro forventes at stå færdig til sæsonen 2023. I 2022 vil havnefogeden og teamet på Anholt hjælpe lystsejlerne og bådene på plads, så godt som det er muligt, som hidtil.

“Vi vil gøre vores ypperste for, at alle vores gæster får en god oplevelse”, afslutter Klaus Jensen.

Seneste års opgraderinger er blevet godt modtaget

De seneste år har Anholt Havn foretaget mange investeringer og opgraderinger, så havnens brugere og gæster har nogle moderne faciliteter at gøre brug af. Bl.a. er opgraderingen af hele grill området og opgraderingen af Sailor House blevet utroligt godt modtaget.

Livet på havet er blevet populært

En stigende interesse for at opleve Danmark og landets mange skønne øer, mærkes også på Anholt. Den naturrige Kattegat ø byder på mange særegne og unikke oplevelser. Naturen og havet tiltrækker mange. Der er frisk luft, ørken, børnevenlige badestrande og en fordel for klimaet sammenlignet med andre feriemuligheder. Når man gæster Anholt, Danmarks mest isolerede ø, vil man typisk blive nogle dage og nyde øen, naturen og den dejlige stemning, der er at finde rundt på havnen og langs broerne. Anholt Havn vil forsætte indsatsen for at sætte rammerne for en fantastisk sejlerferie.