Flere penge til kystsikring

Staten giver flere penge til Anholts kystsikring

Arbejdet for at beskytte Anholt mod fremtidens storme har fået ny medvind.

Regeringen har besluttet at betale yderligere to millioner kroner til projektet, der skal redde øens vej til havnen mod at blive skyllet væk.

Det betyder, at regeringen nu vil give i alt otte millioner kroner til arbejdet, men Norddjurs’ borgmester, Jan Petersen (S), vil have mere.

- Jeg vil arbejde ihærdigt videre sammen med kommunalbestyrelsen og de gode politiske kontakter, vi har, for at vi kommer op i et større beløb, så vi kan komme igennem med det store projekt, siger han.

Det omtalte projekt indebærer, at der bliver anlagt høfder i vandet, så havet ikke kan grave sig ind på øens vigtigste vej mellem havnen og byen. Det vil koste 16 millioner kroner, men selv om Jan Petersen ikke har fundet hele beløbet endnu, er kommunen i gang med at lave udbudsmateriale til byggeriet.