Gæsterne er vilde med grillpladsen

Gæsterne er vilde med grillpladsen

For et par år siden, blev hele området omkring Sailor House gennemrenoveret. I køkkenet kunne gæsterne opleve helt nye hårde hvidevarer og et nyt lækkert gulv og stort set hele badeafdelingen i huset blev skiftet ud med nyt fra top til tå.

Grill-området er et kapitel helt for sig selv. I dag er det en del af læområdet ’Kompasset’, hvor der står hele fire gasgrill til gratis afbenyttelse.

De fire gasgrill tænder automatisk hver dag klokken 17.30 og slukker igen klokken 22. Hvis ’åbningstiden’ for grillen er svært at huske, skal de tilrejsende sejlere bare tænke i trafikale termer, for når grillen er tændt, er der et grønt lys der lyser ved grillpladsen og et rødt der lyser, når gassen er slukket.

”Gæsterne har virkelig taget godt imod de fine forbedringer området har fået. Især det nye grill-område omkring Kompasset er noget, der er faldet i god jord, og jeg skal love for, at det bliver flittigt brugt”, fortæller havnefoged Klaus Jensen.

Når maden skal nydes, er der borde og bænke med plads til omkring 100 personer. Her kan man sidde sammen eller hver for sig og uanset hvad, kan man være en del af fællesskabet i området. Nyd det og velbekomme!