Hjertet banker for anholt

Havnefogedens hjerte banker for Anholt

Klaus Jensen er én af dem, der holder hjulene i gang på Anholt. I sin primære funktion som havnefoged er han serviceorgan for de mange tusinde sejlbåde, som hver sommer sætter kursen mod Anholt. Og i ’fritidsrollen’ som restauratør sørger han for, at de kan få noget godt at spise på den hyggelige havn.

Fritid er nu ikke det, der er mest af. I højsæsonen er Klaus Jensen i gang fra 6 morgen til midnat, men han elsker det og har ikke fortrudt, at han for 4 år siden tog springet fra at være virksomhedsejer på Djursland til en tilværelse på Anholt. En del af forklaringen er, at han på øen har familie og rødder, der går flere hundrede år tilbage.

SER MULIGHEDER

Klaus Jensen er god til at se muligheder, og han slår til, når de er der. Fra et job som smed på BASF i Grenaa fik han mulighed for at starte selvstændig virksomhed. Det blev til et firma med godt 100 ansatte, inden krisen gjorde det nødvendigt at drosle ned. Senere købte han et autolakeringsfirma, som blev udvidet og senere afhændet, og da ’Finn’s Fisk’ på Anholt blev til salg, overtog Klaus Jensen og fru Anja den og startede restauranten ’Algot’. Forretningen er siden udvidet med en is-butik, salg af gourmet-hotdogs og en ejendom, der i dag rummer bl.a. dagligvareforretningen på havnen.

I sommer havde Klaus Jensen 36 ansatte i sine virksomheder på Anholt. 

”De første år stod jeg selv i køkkenet på ’Algot’. Det var hårdt arbejde, men på den måde lærte jeg virkelig forretningen og produkterne at kende. Det hjælper mig i dag, når jeg skal disponere og købe ind”, siger Klaus Jensen.

HAVNESERVICE PÅ BUDCYKEL

I sommertiden er det selvsagt jobbet som havnefoged, der fylder allermest. De mange sejlende turister kender Klaus Jensen på den budcykel, der er hans foretrukne transportmiddel på havnen. Turisterne oplever, at de fra Klaus får hjælp med praktiske ting, gode råd, tips til udflugter på øen og meget, meget andet. Han er en meget synlig ambassadør for Anholt.

”Vi arbejder løbende med at forbedre vores indsats over for de sejlende turister. Vi skal gøre det professionelt – men alligevel på vores egen måde, og det er åbenbart lykkedes”, siger Klaus Jensen.

”I hvert fald får vi mange roser fra turisterne”, siger han.

Antallet af besøgende sejlbåde stiger støt, og i år er alle rekorder slået. 13.500 både har til dato gæstet Anholt Havn – 3.200 flere end sidste år. Cirka 40.500 turister er således blevet modtaget personligt af Klaus Jensen eller en fra hans team her i 2018, der har været den største og længste sæson i mands minde. Aldrig har så mange besøgt Kattegat-øen. Succes forpligter, og nu udvides havnen med en ny fastliggerbro for øens egne bådejere. Den tidligere fastliggerbro og en ny flydebro giver plads til yderligere 60 både i det nuværende havnebassin, og samtidig uddybes yderbassinet med henblik på en fremtidig udvidelse med flere flydebroer.

LÆNGERE SÆSON

Klaus Jensen ser frem til at kunne tilbyde mere kapacitet. På den største dag i sommer var der i alt 696 lystbåde i Anholt Havn, og det kan kun lade sig gøre, fordi sejlerne bliver modtaget i en gummibåd, hvorfra de får anvist plads. Det gør, at havnen kan ’pakkes’ rigtigt og er en service, der får sejlerne til at juble.

Men også på andre områder vil Anholt udvide mulighederne. Nemlig ved at gøre sæsonen længere. Det sker blandt andet ved at lokke turister til med aktiviteter og events som ”Hummerdage”, litteraturfestival, ”Langt Ude-festival” og meget andet.

”Vi har arbejdet med at udvide sæsonerne og har i dag en god eftersæson. Forskellige aktiviteter skal bidrage til at skabe aktivitet i for-sæsonen, så vi på den måde kan udvide antallet af turister og udnytte kapaciteten optimalt”, siger den driftige havnefoged, før han springer på budcyklen for at modtage endnu et hold sejlende turister.